Tidligere bragt på ENERGYWATCH den 2. februar 2022
Faktum er, at det ikke engang behøver at være dyrere at producere strøm uden brug af klimasynderen SF6. Så hvad holder egentlig politikerne og forsyningsselskaberne tilbage?
I dag har cirka halvdelen af danskerne aktivt taget stilling til, hvilken el-leverandør de benytter. Det viser en undersøgelse, Eaton har foretaget blandt 1009 danskere gennem analysebureauet YouGov.
Men meget få er dog klar over, at deres el-leverandør med høj sandsynlighed benytter sig af drivhusgassen SF6 i distributionen af deres el. For 70 procent af danskerne har aldrig nogensinde hørt om gassen, og 86 procent vidste ikke, at mange danske forsyningsselskaber fortsat bruger gassen i deres høj- og mellemspændingsanlæg, viser undersøgelsen endvidere.
Det er ellers ikke en hvilken som helst drivhusgas, der er tale om. Faktisk er det den mest potente, vi overhovedet kender til. Alene 1 kg svarer til 23.500 kg CO2, så bare små udslip af gassen kan få store konsekvenser for klimaet. Det kan derfor undre, at informationsniveauet ikke er højere.
"Så mens vi venter på, at politikerne gør noget ved sagen, vil jeg gerne opfordre forsyningsbranchen til at tage sagen i egen hånd. Vælg grønt når din virksomhed skal købe nye koblingsanlæg."
Til gengæld er danskerne ikke i tvivl, når de bliver gjort bekendt med problemstillingen. 69 procent mener i nogen, høj eller meget høj grad, at gassen bør forbydes – og 45 procent ville endda være villige til at betale en højere pris for deres strøm, hvis den blev produceret helt uden brug af SF6.
Faktum er heldigvis, at det ikke engang er dyrere at installere grønne alternativer til SF6-anlæggene, fordi de både er billigere i drift, da de kræver mindre vedligeholdelse og samtidig lettere og billigere at bortskaffe, Samtidigt findes der op til flere alternativer på markedet, som er sikre og velafprøvede.
Så hvad er det egentligt, der holder politikere og forsyningsselskaber tilbage for at tage de grønne løsninger til sig?
Modsat befolkningen har eksperter og politikere kendt til gassens skadelige virkninger i omtrent 30 år. Alligevel er der ikke blevet gjort meget for at forhindre brugen af gassen i forsyningsbranchen, som i dag står for ca. 80 procent af SF6-udledningerne på verdensplan.
Det betyder, at vi nu står overfor den dystre situation, at udledningen af SF6 faktisk vil stige i løbet af de kommende år, hvor der i forbindelse med omstillingen til mere grøn energi skal installeres flere hundrede nye koblingsanlæg rundt omkring i landet. For langt de fleste af disse nye koblingsanlæg vil per default være fyldt med SF6, hvis ikke vi aktivt gør en indsats for at sikre, at forsyningsbranchen vælger de SF6-frie alternativer.
Den situation forekommer ganske enkelt absurd, når den folkelige opbakning til en mere klimavenlig strømproduktion er så stor samtidigt med, at der både er økonomiske og i dén grad også klimamæssige gevinster at hente ved simpelthen at undlade brug af SF6.
Så mens vi venter på, at politikerne gør noget ved sagen, vil jeg gerne opfordre forsyningsbranchen til at tage sagen i egen hånd. Der er ikke tid til tøven, hvis vi vil undgå, at brugen af SF6 stiger – og løsningen er ganske enkel og lige til at gå til: Lad være med at investere i nye SF6-anlæg, men vælg grønt, når din virksomhed skal købe nyt. På den måde kan vi sammen holde situationen i skak, indtil politikerne får hænderne op af lommerne.